Til begravelser sidder følelserne ofte uden på tøjet. Derfor er det ekstra vigtigt, at du har styr på, at du får sagt de korrekte ting – leveret på den mest hensynsfulde måde.
Her får du en lille guide til, hvordan du griber opgaven med en mindetale an.
1) Del de bedste minder
En mindetale handler om at hylde den afdøde. Det betyder også, at du skal moderere, hvad du siger til en begravelse. Mindetaler tager udgangspunkt i de gode minder. Talen behøver selvfølgelig ikke at være en eventyrfortælling. Den skal være ærlig, men må ikke gå over stregen. Så det er en balancegang, du som taler skal etablere.
2) Få inspiration hos andre
Når du forbereder din tale til begravelsen eller ceremonien bagefter, er det en god idé at samle de bedste historier sammen. Hvis du selv er tom for idéer, kan du med fordel spørge andre familiemedlemmer eller kollegaer, om de har nogle gode anekdoter, de brænder inde med. Det gør bestemt ikke noget, at historierne er nye. De bedste mindetaler er også dem, der kan overraske lidt og få flere følelser i spil hos begravelsesgæsterne.
3) Sorter i dine anekdoter
Når du har samlet de bedste anekdoter sammen, så begynd at markere dine favoritter. I denne fase leder du efter maleriske beskrivelser, der illustrerer, hvem den afdøde var. Du kan desværre ikke nå at få alt med, så det er vigtigt at være realistisk med, at du kun kan beskrive de vigtigste personlighedstræk hos den afdøde.
4) Find nogle overordnede temaer
En god måde at binde din tale sammen på er ved f.eks. at udvælge tre temaer, som du vil tale om. Det kan hjælpe dig med at etablere en stram rød tråd imellem de anekdoter, du har udvalgt. Du behøver ikke fokusere så meget på døden. Det er svært at tale om, og det vil begravelsesgæsterne også have forståelse for. I stedet kan du med fordel fokusere på, hvordan afdøde var som aktiv og levende.
5) Få talen til at flyde naturligt
Når du har lagt dig fast på, hvad du vil sige, så er det tid til at kaste sig over tastaturet. Det bedste du kan gøre i skrivefasen, er at sige højt, hvad du tænker – og så skrive ned efterfølgende. På den måde er du sikker på, at du får brugt dit normale ordforråd og din egen sprogtone. Når vi skriver, er vi tilbøjelige til at hente en masse skriftsprogsord ind, som vi aldrig ville bruge i mundtlig kommunikation. Det er godt at være opmærksom på i skrivefasen.
6) Øv dig inden den store dag
Når du er tilfreds med din mindetale, så er tiden kommet til at øve den. Det kan indimellem godt lede til lidt finjusteringer af talen. For der er meget forskel på at skrive en tale ned og at fremføre den. Det er under generalprøven, at du finder ud af, om sætningerne skal forkortes, ord erstattes eller noget omformuleres. Derfor er det også vigtigt, at du går i gang i god tid, så du har mulighed for at stå med den tale, der gør dig og afdøde stolt.
Du bør som udgangspunkt holde din mindetale under 15 minutter. Det er langt bedre at ramme 10 end 15 minutter. De korte taler er de absolut bedste i verdenshistorien. Simpelthen fordi budskabet ofte vil være knivskarpt, og du risikerer dermed ikke at kede dine lyttere.