Det kan være ambivalent for mange at blive tildelt best man-titlen, for med titlen følger også forventningerne om en tale – og det kan få rigtig mange til at panikke.
Men ro på. Vi har lavet en guideline til, hvordan du får skrevet en underholdende tale uden at ende med at blive pinlig.
1) Find et tema
Det kan være en god idé at finde et tema for din tale. Noget, der binder den sammen. Gå på jagt i hukommelsen efter alle de episoder, du har delt med gommen. Identificer så, om der er noget, der går igen?
2) Lav en struktur
Når du har lavet en brainstorm over gode anekdoter, kan du med fordel begynde at organisere dem. Lav en foreløbig struktur over, hvordan du fletter anekdoterne sammen. Du behøver ikke have mere end en og maksimalt tre gode anekdoter, så er du godt kørende.
3) Fokuser på bryllupsgæsterne
Det kan være en god idé at flytte fokus fra dig selv og over på bryllupsgæsterne. Stil dig selv spørgsmål som: ”Hvad forventer de at høre?”, ”Hvad er passende at sige?” og ”Hvordan får jeg hyldet brudeparret?”. Husk altid at fokusere på gæsterne og brudeparret, i stedet for på hvad du synes, der kunne være sjovt at fortælle.
4) Fokuser på brudeparret
Selvom mange best man-taler typisk fokuserer på gommen, så husk, at du er gæst ved et bryllup, og at I er samlet for at fejre brudeparrets kærlighed. Ikke jeres venskab. Du bliver bedt om at holde tale, fordi du sandsynligvis har en særlig indsigt i parrets relation. Det vil derfor være en fejl ikke at dele den indsigt med bryllupsgæsterne.
5) Del dine følelser
En god best man tale giver plads til noget dybt og kærligt. Nogle mænd kan have det lidt svært ved at dele følelser, så de bruger typisk humoren til at skærme sig selv. Men det er en fejl at tro, at en best man tale skal være et comedyshow. En god best man tale bruger humor som glasur på kagen – ikke som fyld.
6) Gør det personligt
Når du har holdt din tale, skal bryllupsgæsterne gerne kende dig en lille smule bedre, mens de skal lære endnu mere om brudeparret. Din gave er altså en invitation til at komme lidt tættere på.
7) Vær dig selv
Du får den absolut bedste oplevelse, hvis du så vidt muligt giver dig selv lov til at være dig selv. Det bliver hurtigt kejtet, hvis du prøver at leje komiker, hvis det slet ikke er naturligt for dig. Så vær rolig med, at gommen har valgt dig, fordi du netop er den, du er.
8) Brug humor varsomt
Et par sjove punchlines eller anekdoter i din tale kan være et fantastisk værktøj til at lette stemningen og måske gøre dig mindre nervøs. Men hvis humoren tager over, kan det omvendt ende med at blive pinligt og upassende, så overvej altid, hvor og hvornår humor er passende. Det er aldrig målet at udstille gommen negativt. Hvis du vil lave sjov med ham, skal det gøres med kærlighed.
9) Fokuser på det positive
En bryllupstale skal være velmenende. Hvis du ikke har noget godt at sige, er det bedre at lade være med at rejse sig. Men som best man må du have massevis af positive oplevelser, du kan bidrage med, og som viser noget om, hvor fantastiske mennesker, brudeparret egentlig er.