Et godt fagligt oplæg handler om mere end indhold. Faktisk er leveringen altafgørende for, hvordan dit oplæg bliver modtaget. Her får du nogle simple teknikker til, hvordan du brænder bedre igennem med dine ord, når du skal holde tale eller lave et oplæg.
Forskning viser, at der ikke går meget længere end et halvt minut, fra vi har kigget og lyttet til en person, før vi vurderer vedkommendes kompetencer. Det gælder derfor om at opbygge et tillidsforhold til dit publikum fra det øjeblik, du træder op på scenen. Men hvordan bærer man sig lige ad med det?
Udstrål selvsikkerhed
Det kan meget vel være, at du føler dig usikker. Men du bør så vidt muligt undgå at afsløre det. Skab i stedet øjenkontakt med dit publikum. På den måde bliver du selv mere rolig, og samtidig er det en effektiv metode til at opbygge tillid til dit publikum.
Det kan være utrolig svært at fastholde øjenkontakten, men du kan med fordel optage dig selv, imens du øver dig på oplægget og så analysere dig selv. Det er super lærerigt at observere sig selv igennem andres perspektiv – og se hvad der virker godt, og hvor der er plads til forbedring.
Hav en åben kropsholdning
Vores kropsholdning afslører ofte mere end vores ord. Når du står foran publikum, er det derfor vigtigt, at du giver indtryk af, at det er en fornøjelse at være på.
Din arme er i den sammenhæng et vigtigt redskab, som du bør være meget bevidst om. Arme lagt over kors foran brystet signalerer en defensiv kropsholdning, hvorimod en åben kropsholdning med håndfladerne vendt opad indbyder til dialog.
Hvis du er typen, der er tilbøjelig til at putte hænderne i lommen, så bør du overveje at lade være. For hænderne i lommen giver dig et lukket og reserveret udtryk – og det hjælper dig ikke til at indgyde tillid hos dit publikum.
Brug fagter
Det er ikke tilfældigt at mange store talere anvender fagter, når de kommunikerer fra talerstolen. Vi ved fra forskning, at fagter er med til at få et budskab til at virke mere overbevisende. Det er selvfølgelig ikke helt ligegyldigt, hvordan du anvender dem. Forsøg at inkorporere dem der, hvor det virker allermest naturligt.
Lyd selvsikker
Den bedste metode til at lyde selvsikker er at fjerne unødvendige fyldord. Hold små, naturlige pauser undervejs, når du taler – i stedet for eksempelvis at sige øh-lyde. For mange mennesker er det en dårlig vane, men det er heldigvis relativt let at rette op på, hvis først man retter sin opmærksomhed omkring det.
Hold pause
Pauser kan virke kunstige og akavede, når vi holder oplæg eller taler. For vi mennesker bryder os helt grundlæggende ikke om stilhed. Mange sociale eksperimenter viser tydeligt, at når vi sidder sammen med mennesker, vi kender, så vil talepauser være relativt korte. Hvis pauserne bliver for lange, vil nogen i en gruppe skynde sig at bryde den akavede tavshed. Men når det gælder oplæg og taler, kan pauser være et godt og effektivt redskab til at markere vigtige pointer. For en pause i en relativt lang talestrøm giver dit publikum tid til at analysere dine ord.
Den bedste metode til at blive bedre til at holde oplæg er gennem øvelse – og så selvfølgelig analyser af, hvordan du klarer opgaven. I dag har vi alle muligheder for at optage os selv, når vi er på, så udnyt det positivt. Intet er mere lærerigt end at observere sig selv igennem nye øje.