onsdag, januar 22, 2025
ForsideBliv en bedre talerBrug disse 4 teknikker og få mere succes som taler

Brug disse 4 teknikker og få mere succes som taler

Hvis du gerne vil opnå succes med din tale, skal du fokusere mere på modtagerne og mindre på dig selv. Det er den mest sikre metode til at holde nervøsiteten i skak. Og så er vi tilbøjelige til at dømme os selv hårdere, end andre gør. Husk, at din opgave er imponere publikum. Det gør du nu engang bedst ved at have dem i fokus.

1) Brug eksempler, illustrationer og humor

Når vi holder tale for andre, skal vi huske, at de ikke kan læse med i vores manuskript. Publikum kan lytte, og de afkoder vores brug af gestik og mimik. Men hvis du gerne vil hjælpe dit publikum endnu mere, kan du med fordel visualisere dine pointer for dem. Det gør du mest effektivt ved at anvende eksempler eller verbale illustrationer. Det er dog vigtigt, at de er tilpasset den gruppe af mennesker, du står overfor. Ellers vil de sjældent virke efter hensigten.

2) Stil spørgsmål og inviter til deltagelse

Hvis du har mod på det, så virker publikumsinddragelse altid utrolig godt. Du kan med fordel overveje at henvende dig direkte til publikum ved at stille dem spørgsmål. Det kan fastholde deres opmærksomhed, at de helt eksplicit bliver inddraget. Virker det for uoverskueligt, så kan du også vælge at bruge retoriske spørgsmål i stedet for. De har lidt samme funktion, men er ikke helt så krævende, fordi man ikke forventer svar.

3) Skab øjenkontakt

Man skal ikke undervurdere, hvad øjenkontakt kan gøre, når man interagerer med andre mennesker. Øjenkontakten hjælper simpelthen med at etablere en forbindelse mellem dig og dit publikum. En god teknik til øjenkontakt lyder på at etablere den i tre sekunder ad gangen. Hvis du står foran en stor forsamling, kan du selvfølgelig ikke nå at have øjenkontakt med alle. Det er heller ikke intentionen. Sørg i stedet for at finde nogle ansigter bagerst i lokalet og ude i siderne. På den måde føler alle, at de er blevet set, uden at du kommer til at virke forvirret, fordi dit blik hele tiden farer rundt mellem publikum. Udvælg ideelt set tre punkter i lokalet, hvor du lader blikket vandre hen undervejs.

Husk øjenkontakt når du holder tale

Når du møder publikums ansigter, vil du også hurtigt kunne aflæse, om de virker interesseret, forvirret eller om de keder sig. På den måde kan du nå at justere f.eks. dit taletempo, så du får skabt mere indlevelse.

4) Brug kropssprog

Kroppen siger meget mere, end vi normalt er bevidste om. Derfor kommer vi heller ikke udenom at kigge og justere på vores kropssprog, når vi holder tale. Det er ikke ligegyldigt, hvordan du bevæger dig, eller hvor du har din hænder. Når du holder tale, vil det ofte give mening at stå ret roligt. Det kan ofte tage noget af opmærksomheden fra dine ord, hvis du vandrer rundt, mens du taler. Og hvis du bruger gestik aktivt, så vær meget opmærksom på, at dine arme understøtter de ord, der forlader din mund. Så de ikke kommer til at virke forstyrrende, men understøttende.

Det var fire simple teknikker til at opnå større succes med din næste tale. Der findes selvfølgelig mange andre teknikker, men de her fire er lette at gå til og implementere


Brug for hjælp til at skrive en god tale? Kontakt os herunder:

    Redaktionen
    Redaktionen
    Hos TaleEksperten får du nyttige artikler og guides til alt med taleskrivning. Vi er professionelle taleskrivere med mange års erfaring, så du er garanteret tips og tricks i højeste kvalitet. Hvis du vil i kontakt med os, kan du altid skrive til kontakt@taleeksperten.dk.

    Populære artikler

    Læs også...