Det er de færreste, der er helt immune over for at tale offentligt. Har du brug for at berolige dine nerver, så læs med her.
Du får her 10 gode råd til, hvordan du holder dine nerver i ro, får forbedret dine taler og leveret den mindeværdige tale, du altid har drømt om.
1. Nervøsitet er helt normalt
Stort set alle talere oplever fysiologiske reaktioner som hjertebanken, rystende hænder eller måske endda lidt anspændte stemmelæber, når de skal holde tale. Det er vigtigt, at du lærer de følelser at kende og hurtigst muligt accepterer, at de ikke nødvendigvis er dårlige. For nerverne kan faktisk hjælpe dig til at præstere dit ypperste. Det adrenalinsus, du oplever, forbereder dig faktisk mentalt på situationen. Når du oplever fysiologiske reaktioner som nervøsitet, så håndterer du dem bedst ved at forberede dig. Øv dig – gerne flere gange. Og optag dig selv, så du kan se og høre, hvad der virker godt, og hvor du kan finjustere på din optræden.
2. Lær dit publikum at kende
Når du holder tale, skal du altid sørge for, at dit budskab tilpasses den gruppe af mennesker, som skal lytte til dig. Derfor bør du altid researche på, hvem dine lyttere er. Det er den allerbedste metode til at afgøre, hvordan du skal appellere til dem, hvilket ord du skal bruge – og hvor detaljeret eller generelt du bør forholde dig.
3. Organiser dit oplæg eller din tale, inden du formulerer dig
Det kan give et rigtig godt resultat, hvis du arbejder med struktur og formål, inden du går i skriveværkstedet. Du kan med fordel gøre dig klart, hvad din centrale idé er med talen. Hvad er dit budskab – og hvad vil du gerne have, at publikum skal have ud af din tale?
4. Hvis du har overskud, så juster din tale undervejs
Det kan godt betale sig at holde et vågnet øje på publikum. Hvordan reagerer de på dine ord, og virker de interesseret? Eller står de af efter kort tid? Det kræver lidt træning, men hvis du oplever, at dit publikum ikke lytter til dig, så forsøg at justere din tale lidt. Du kan evt. have nogle retoriske spørgsmål forberedt på forhånd, som du kan fyre af, hvis du oplever en dalende interesse.
5. Vis, hvem du er
Der findes bunkevis af gode råd til, hvordan man bliver en god taler. Men når alt kommer til alt, er det allermest afgørende, om man virker autentisk eller ej. De mest troværdige taler er derfor også dem, der er sig selv.
6. Brug humor igennem historiefortælling
Anvend gerne en eller flere sjove anekdoter i dit oplæg. Det er en sikker metode til at fange dit publikums opmærksomhed. Vi lytter altid mere intenst, når en taler giver noget af sig selv, og det er netop det, en personlig anekdote kan bidrage med.
7. Skriv talen så mundtlig, at din talestrøm ikke virker oplæst
Det er vigtigt, at din tale hverken virker skriftlig eller indstuderet. De bedste præsentationer leveres i et let mundtligt sprog og i øjenhøjde. Derfor bør du enten lave din præsentation mundtlig eller arbejde med budskaber frem for helskrevne taler.
8. Tal tydeligt og gestikuler roligt
Den nonverbal kommunikation fylder rigtig meget, når vi taler foran andre mennesker. En god levering handler derfor også om, hvordan du bruger din krop, gestik og din lyd. Jo mere rolig og i øjenhøjde du kan være med publikum, jo mere vil de rent faktisk lytte til dit budskab.
9. Fang publikums opmærksomhed fra første ord
De fleste starter en taler eller et oplæg lidt kedeligt på den traditionelle måde med et ”velkommen til”. Men overvej gerne en mere opsigtsvækkende indledning, hvor du disker op med en vanvittig statistik eller et skørt citat. For hvis du først taber dit publikums opmærksomhed, er det næsten umuligt at vinde dem tilbage igen. Så jo mere interessant du virker, jo mere gennemslagskraft vil du også have.
10. Brug kun hjælpemidler sparsomt
Mange oplægsholdere kan godt lide visuelle hjælpemidler, der cementerer deres budskab. Men vær varsom med at anvende dem, for du risikerer, at de stjæler opmærksomheden fra dig. Hvis du er en god taler, bør dine ord og personlighed kunne gøre arbejde for dig.
Husk, at kommunikation ikke altid kan planlægges. Du kan ikke styre alt, men du kan forberede dig, så du ikke bliver hylet ud af den, når det sker.
God fornøjelse med dit næste oplæg eller tale.